Nytårsangst hos hund -og lidt kat

Af fagveterinær sygeplejerske Birgit Dahlgren med speciale i adfærd hos hund og kat.
D. 22. oktober 2018

Lydangst fra fyrværkeri er blandt de hyppigste fobier hos hunde. Symptomerne hos lydangste hunde kan variere meget. Man kan bl.a. opleve hunden savle, puste, stivne, ryste, afsætte urin og afføring indendørs, kaste op, udvise destruktiv adfærd, gø, blive hyperaktiv, pibe, hyle eller forsøge at flygte.

Af og til ser man hunde der bliver paniske, hvor de bliver nærmest immune over for smerte og al menneskekontakt. Hvert år opleves det, at hunde er flygtet i en panisk angst tilstand og er løbet langt væk.

Trods det kun er nytår en gang om året, gør man sin hund en stor tjeneste, ved at tilvænne den de pludselige lyde. Fyrværkeri opleves ikke kun selve nytårsaften, men desværre det meste af december og langt ind i januar.

Rigtig mange opdrættere gør et flot og stort stykke arbejde med at præge deres hvalpe fra helt små med diverse lyde/støj. Alt fra at tabe grydelåg på gulvet, til afspilning af lyd-cdér med diverse lyde med f.eks. fyrværkeri, torden m.m., giver hvalpen en rigtig god start på livet.

Studier viser, at hvalpe er mest modtagelige for udefrakommende stimuli til de er ca.4 mdr., og derfor kan en tidlig eksponering overfor lyde virke forebyggende.

Selvom man har været så heldig at købe hvalp hos en flittig opdrætter, som har gjort meget ud prægning/tilvænning til lyde (herunder høje og pludselige), så er det vigtigt, at man som hvalpeejer fortsætter det gode arbejde. Anskaf evt. en af de før nævnte lyd-cdér.

Det kan virke helt tosset at sidde ved søndags-frokostbordet med lyde af torden og fyrværkeri fra anlægget, mens familien sidder upåvirket og spiser. Men det er godt givet ud, ikke kun til hunden, men for hele familien. Dem der har haft/eller har en lydangst hund, ved hvor frygteligt det er for hele familien.

Lad lyd-cdén blive en del af hvalpen/unghundens hverdag, når ejer er hjemme. Da hunde hører meget bedre end mennesker, skal vejledningen på cdén følges nøje, og spilles meget lavt til start. Leg og træn normalt med hvalpen. Skal hvalpen forholde sig i ro, så sørg for gode tyggeting til den, eller en god ”Kong” med lækkert frossent fyld i, som hvalpen kan ligge og slikke i sig. Når hunden tygger/slikker, udskiller dens krop endorfiner, som virker beroligende på den.

Det eneste minus ved lyd-cdén er, at lysglimt og krudtlugt ikke følger med. Lysglimtene kan man simulere selv udefra med hjælp fra lommelygter eller lign., men krudtlugten er lidt sværere. Men jo mere man har præget sin hund til lyd og lysglimt, desto bedre rustet er den, når det endelig går løs selve nytårsaften.

Har man en skydebane i nærheden, så kan det være en fordel at lufte hund i nærheden af denne. Start med langt fra, og efterhånden som hvalpen tilvænnes, kan man gå tættere på.

Det er vigtigt, at ejer opfører sig helt neutralt. Opfører ejer sig trøstende -eller ekstremt glad over for hunden, kan det påvirke hunden i negativ retning, da ejer er anderledes end normalt.

Man skal være opmærksom på, at ældre hunde også pludselig kan udvikle lydangst. Årsagen kan være, at hunden ser eller hører dårligere, og derfor bliver mere usikker. Så det er vigtigt, at man holder ”lyd-træningen” ved lige. Understøttende angstdæmpende kosttilskud eller medicinsk terapi kan her være nødvendigt.

Har man en hund, der allerede reagerer på lyde, skal man gå langsomt fremad. Det er tilrådeligt at rådføre sig med en adfærdskyndig, så der kan laves en arbejdsprotokol speciel til den pågældende hund. Hvis en hund allerede har udviklet en fobi over for fyrværkeri, er medicinsk terapi oftest nødvendigt.

Træning af den fyrværkeri angste hund bør startes op gerne i foråret, når vi har flere lyse timer i døgnet. Man starter med tilvænningen af lydene med fyrværkeri i de lyse timer, og senere kobles det sammen med mørket ude.

Der findes flere gode angstdæmpende kosttilskud og syntetisk fremstillet feromoner, der kan støtte de nervøse hunde op til nytår. Feromoner kaldes det duftstof, som tæver udskiller, og som virker beroligende på hvalpene. Disse feromoner har også effekt på voksne hunde. Hvis hunden er meget angst, er dette oftest ikke tilstrækkeligt.

Til selve nytårsaften kan hundens dyrlæge ordinere angstdæmpende og beroligende medicin, så hunden er hjulpet så godt som muligt igennem nytåret.

Det er en god ide at lave et roligt rum til hunden, hvor den kan putte og gemme sig. Et tæppe over sofabordet så hunden kan ligge derunder, hjælper også nogle hunde. Andre hunde foretrækker at gemme sig på badeværelset, hvis der ingen vinduer er. Træk gardinerne for vinduerne, så hunden ikke ser alle lysglimt udenfor. Skru op for musikken eller fjernsynet, så lydene uden for ikke bliver for dominerende.

Det er en god ide at rådføre sig med sin dyrlæge i god tid, hvis din hund har brug for angstdæmpende medicin til nytåret. Denne medicin er receptpligtigt.

Medicinerede hunde må aldrig være alene!!

I det hele taget er det en dårlig ide, at lade hunden være alene nytårsaften.

Mange hunde kobler mørke og fyrværkeri sammen. Derfor kan det være svært at få hunden på gåtur efter mørkets frembrud op til nytår. Tilpas hundens gåture herefter, så hunden ikke kommer i situationer, hvor den føler sig presset og bliver angst. En lufttur lige uden for hjemmet eller i haven til aften, skal hunden nok overleve den korte tid, det drejer sig om, trods den er vant til mere. Luft ALTID hunden i snor i fyrværkeriperioden, også i haven.

Selve nytårsaften tilrådes det at lufte hunden en god lang tur om formiddagen og inden mørkets frembrud. Stimuler hunden mentalt, så den er godt træt. Hold øje i dit nærområde, flere holder arrangementer til hunde. Lege hvor hunden skal bruge sin næse, er god aktivering, hvorimod leg med bold og lign. øger stress-niveauet. Hav gode tyggeting eller måske et godt kødben klar til hunden til om aftenen, så den er beskæftiget. Det er vigtigt at tyggetingene er af en karakter, så det tager tid for hunden at spise.

Blot at følge den lækre madlavning i køkkenet denne dag, kan også være fin aktivering for hunden. Hvis hunden kan administrere det, så slæk lidt på hverdagens regler for hunden. F.eks. hvis hunden normalt ikke må ligge under spisebordet, så lad den gøre det denne aften, hvis den søger det.

Bed evt. gæster om at lade hunden i fred, medmindre den selv opsøger dem. Nytårsaften er en festaften for os mennesker, men ikke for dyr. Berusede mennesker kan gøre hunden utryg.

Det er en god ide at lære sin hund nogle kommandoer i dagligdagen, hvor den forholde sig roligt. F.eks. ”Gå i kurven” og ”rolig”. Disse kommandoer kan være brugbare, hvis hunden bliver angst.

En angst hund har brug sin ejers støtte. Her er det vigtigt at skelne imellem støtte og ynke hunden. At sætte sig ved sin hund eller lægge en hånd på den, kan virke beroligende på den. Er hunden først angst, så bliver den ikke mere angst. Det er ejers adfærd, der er vigtig. Ejer skal forholde sig roligt og støtte sin hund. Det er ikke selve nytårsaften, at man skal træne lydtilvænning.

Ift. katte og nytårsaften, så skal ejer agere lidt anderledes.

Katte tolererer ikke så godt den beroligende medicin. De bliver ofte forvirrede og rastløse. Kosttilskuddene og feromoner kan være en hjælp til de meget nervøse eller stressede katte.

Det er vigtigt at ejer holder sin kat inde. Ikke kun nytårsaften, men også efter mørkets frembrud op til nytår.

En bange kat vil gerne gemme sig. Ejer skal derfor sørge for, at katten har mulighed for at flygte i skjul indenfor nytårsaften. Åben evt. klædeskabet så katten kan putte sig derinde.

Hold øje med katten, men lad den værre i fred, hvor den gemmer sig. Sørg for katten har adgang til kattebakke, mad og rent vand i det rum, den opholder sig.